Mette Vangsgaard
Fearless (in a dream)
4. December 2020 – 30. Januar 2021
Marie Kirkegaard glæder sig til at byde velkommen til Mette Vangsgaaards nye soloudstilling Fearless (in a dream).
Mette Vangsgaard arbejde i udstillingen Fearless (in a dream ) er inspireret af Hypnerotomachia Poliphili eller Polopilo’s Strife of love in a dream. Det er en kærlighedsroman publiceret første gang i Venedig 1499, angiveligt skrevet af Francesco Colonna og et berømt eksempel på den tidligere trykkekunst. Fortællingen er en allegori over en romance. Historien præsenterer Poliphilo, som falder i søvn, og i drømmen rejser gennem mystiske landskaber af ornamenter, blomster og frugtplantager i sin søgen efter sin elskede Polia, og i disse drømmeagtige landskaber møder han uhyrer, guder, nymfer og mærkelige planter på sin vej.
Mette Vangsgaard præsenterer en udstilling bestående af figurative værker, der alle fremstår som en del af en større fortælling om drømmenes verden gennem Poliphilos rejse.
I to store værker har Vangsgaard kombineret træsnittet med maleriet og tekstil på lærred i sin karakteristiske collageteknik. De to værker præsenterer os for et mørkt landskab, der beskriver natten eller drømmen, og i det ene værk I det høje græs, ses en ung mand sovende under et træ med lange hængende grene.
Natten og de mørke landskaber forbindes i udstilling af lyset, dagen, i rumlige skulpturer af håndblæst glas og keramik. I en installation af glasskulpturer med lys ser vi sære overmodne frugter hængende fra træet med de lange grene, og i små landskaber på gulvet møder vi et fugleskræmsel af glaseret keramik, samt nymfer og planterne Mouse Ear skabt som glaskarafler fra Poliphilos fortælling.
I Fearless (in a dream) arbejder Mette Vangsgaard videre med sin grundlæggende interesse for de kulturelt bestemte værdier vores liv beror på, som motiverer vores idealer, holdninger og handlinger. Særligt i forhold til vores brug af naturen, der har forbindelse til vores dagligdag, drømme, fortællinger, historie og myte.
Herunder ligger den fine balance mellem en fortællende – til tider etiske - stemme i værkerne og interessen for materialernes forskellige muligheder og udtryksformer, som vi kender hende for. Forfatteren George D. Painter har sagt: ’Virkeligheden i sig selv er mystisk – måske er det vores store problem, at vi tror, vi skal forstå og kontrollere alting’. I tråd med dette, bevæger Vangsgaards nye fortællinger sig ind på et symbolistisk spor, der også indeholder ikke-hverdagsagtige bevægelser, der handler om menneskets indre, vores drømme og tilstande.
Mette Vangsgaard (f. 1968) bor og arbejder i København. Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1996, og blev i 2011 tildelt Det 3-årige arbejdslegat af Statens Kunstfond. I dag er hun blandt andet repræsenteret på KUNSTEN Museum of Modern Art, Vejen Kunstmuseum CLAY Museum of Ceramic Art og Den Danske Ambassade i Washington v. Statens Kunstfond
Vi glæder os til at byde velkommen til Mette Vangsgaards Fearless (in a dream), som er hendes fjerde soloudstilling i galleriet. Fernisering fredag 4. December, kl. 14-19. Vi følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger, bærer mundbind og tillader op til 10 besøgende ad gangen indenfor. Der vil ikke være nogen servering af drikkevarer til åbningen.
Udstillingen vises frem til 30. Januar 2021, og vil være lukket mellem jul og nytår, 22. December – 5. Januer.