Pige I Skov/Girl in wood

Collection Vejen Art Museum 

Ikke signeret. Gengivet i katalog, udstillet 19.8.-24.9.2005 i Clausens Kunsthandel. Dernæst med Galleri Mikael Andersen på udstilling i Tyskland.

Vist på udstillingen ”Krydsfelt”, Trapholt, 10.2.-30.4.2006 

Inv. VKV 1556. Gave fra Ny Carlsbergfondet, oktober 2005. 

​

I årene 1989-96 fik Mette Vangsgaard sin uddannelse på Det kgl. Danske Kunstakademi på Kongens Nytorv i København, hvorfra Niels Hansen Jacobsen udgik som billedhugger. Tilbage i 1880’erne var ler kun et nyttigt materiale til brug for billedhuggerne, når de skulle modellere deres skulpturer. Keramik som selvstændigt arbejdsområde kunne man dengang ikke lære noget om på Akademiet. Den viden måtte Hansen Jacobsen siden selv tilegne sig, og gjorde det i Paris. I dag har Akademiet en velbesøgt keramikafdeling, hvor lektor Karen Harsbo er leder. Teknisk og materialemæssigt forudsætningsløse kommer de unge kunstnerspirer til hende med deres projekter og tanker, og så går samarbejdet i gang. Med sin faglige indsigt, kan hun bistå dem med at realisere deres planer. Afdelingen råder over ovne og andet udstyr, men større værker kan de kun lave i dele. Over årene har Akademiet derfor fx jævnligt afholdt kurser på Tommerup Teglværks keramiske værksted, hvor eleverne får mulighed for at arbejde i større format. 

 

Hen over årsskiftet 2003-2004 opstod, under titlen Bagværk med glasur og i dialog med Karen Harsbo, årets julekalenderudstilling på Vejen Kunstmuseum. Med afsæt i afdelingens udstilling Dethvide guld foreslog og udvalgte hun unge kunstnere, der havde arbejdet med keramikken. Mette Vangsgaard var med på listen. Om sit arbejde med keramikken fortæller Mette Vangsgaard: ”Leret er for mig et materiale, jeg kan arbejde med uden at have nogen forestillinger om, hvad jeg kan med det. Derfor vil jeg helst vide meget lidt om teknikker og glasurer, for begynder man først på det, bliver man vist aldrig færdig, og måske heller ikke tilfreds. Det, der er sjovt for mig, er at modellere, glasurerne betyder ikke så meget. Jeg har altid et par poser ler på mit værksted, så kan jeg pludselig gå i gang, og jeg ved aldrig hvornår det slutter. For eksempel begyndte jeg at modellere et relief, der bare blev større og større. Til sidst var det 180 x 190 cm. Bagefter fik jeg det dårligt, når jeg tænkte på ler. Jeg fik faktisk kvalme. Det er nok fordi jeg arbejder meget hurtigt og ikke kan slippe det før jeg er færdig. Så jeg tror jeg både elsker og hader ler.”

 

Tilbage i 2003 stod der på værkstedet hos Karen Harsbo et lille skrøbeligt udseende eventyrligt paperclay hus, som Mette Vangsgaard havde udført på et af hendes kurser. Det kom med på udstillingen Bagværk med glasur. Dertil bidrog hun med en modelleret strandscene med folk samlet ved et Skt. Hans bål, hvor der var lys i glasbålet, og nogle af sine ”søstykker”. Ganske enkelt havde hun modelleret landskaber, der var centreret tæt omkring små søer med glasagtige vandflader i kontrast til søbreddernes uglaserede lerflader. En vandagtig overflade havde Mette Vangsgaard opnået ved at hælde knust glas i søen. Under brændingen smeltede det, og løb ud – enkelte steder lå det som glasperler. Disse pertentligt udførte miniature landskaber er lidt som togbanelandskaber, men med en helt anden ånd i detaljen! Kiggede man efter, har Mette Vangsgaard klart markeret kloakafløbet i søen og det henkastede affald. Det ideale minilandskab viser sig i stedet at være noget grimt og ucharmerende, i kontrast til de gode materialer og en fin bearbejdning. Om sin balancegang mellem det grimme og det smukke skriver hun selv: ”Jeg kan godt lide ved mine egne ting, at de er lidt uperfekte. Det synes jeg, at de bliver nærværende af.” Og nærværende er søernes historie om menneskets overgreb på naturen. Et beslægtet tema gik igen i Mette Vangsgaards bidrag til en udstilling hos Lis Clausen i Clausens Kunsthandel august-september 2005. Foran et langstrakt maleri af et stærkt stiliseret, naivistisk skovparti havde Mette Vangsgaard på hver sin sokkel stillet to keramiske grupper. Den ene bar titlen Skovsvin, og den anden var Pige i skov. Tematisk var de diametrale modsætninger. Hvor skovsvinet knyttede an til søen som losseplads, rummer Pige i skov et anderledes drømmende univers. Hun fanger de unge gæster på Vejen Kunstmuseum. Som pigen sidder der, er det som om, man kan høre vindens susen i træerne. Man kan selv forstille sig, hvordan det er at sidde musestille på en sten i skovbunden.